Irma kårer Årets Butik og Årets Butikschef
Irma har netop kåret sin bedste butik, bedste ledere og bedste afdelinger for 2021.
Som Årets Butik 2021 blev Irma Smedetoften i Københavns Nordvest-kvarter kåret. Butikken ledes af Bendt Aagaard, der sidste år præsterede den største vækst i omsætningen i hele kæden. Det er en foreløbig kulmination på flere års særdeles positiv udvikling i omsætning og resultater. Og så er butikken ikke mindst karakteriseret af en meget høj kunde- og medarbejdertilfredshed.
Som Årets Butikschef blev Morten Vindt, Irma Platan på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg, kåret. Det er hans første år som butikschef, hvor han har formået at øge omsætningen efter et rekordår i 2020. Han kåres ikke mindst fordi han har demonstreret stærke lederegenskaber og har løftet medarbejdertilfredsheden markant.
Som Årets Souschef 2021 blev Benjamin Bohn fra den mindste, men en af de mest elskede af kunderne, Irma Brobergsgade på Christianshavn. Fra job som kørelærer og taxachauffør har han udviklet sig til en dygtig butiksmand på rekordtid.
Herudover er Årets Frugt & Grønt afdeling kåret. Vinderen blev Irma Platan.
Årets Slagterafdeling blev Irma Lyngby Hovedgade.
”Vi har hele tiden fokus på at udvikle vores butikker og vores ledere, så vi kan forny os i takt med kundernes -og medarbejdernes behov. Vi er især stolte af, at vores kunder værdsætter vores frugt & grønt samt slagterafdelinger. Det betyder, at vi kan blive ved med at være vedkommende og en del af vores kunders hverdag. Ligeledes bliver man stolt og glad over alle vores dygtige ledere, som gør en kæmpe forskel for vores personale hver dag,” siger salgs- og driftsdirektør Jan Larsen.
Kommentarer