Debat og politik

Trafiksikkerheden skal prioriteres på Frederiksberg Bakke

Af Lone Loklindt, Medlem af byrådet, Radikale

Frederiksberg er Danmarks tættest befolkede kommune med et mylder af biler, busser, cykler og fodgængere. Pladsen er trang, og derfor skal trafiksikkerhed altid prioriteres højest.

Det gør vi ved at søge rådgivning om færdsels- og trafiksikkerhed hos relevante myndigheder, interesseorganisationer og råd.

Men for nylig stemte et flertal bestående af Konservative, Venstre, SF og Alternativet imidlertid ja til etableringen af et anlæg på den stærkt trafikerede Roskildevej. Mellem Frederiksberg Have og Søndermarken. Uden at projektet og dets sikkerhedsmæssige konsekvenser havde været i høring hos Politi, Movia, Cyklistforbundet og Ældre- og Handicapråd.

Det er Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Enhedslisten ærligt talt både bekymrede og ærgerlige over.

Roskildevej er en indfaldsvej med biler, A-busser og supercykelsti. At området tilmed er et knudepunkt for fodgængere pga. parkerne og Københavns ZOO, som har 1,2 mio. besøgende årligt, burde være et kæmpe incitament til ekstra fokus på færdsels- og trafiksikkerhed.

Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Enhedslisten har gang på gang rejst vores bekymringer om trafiksikkerheden i det store projekt. Og vi har gentagne gange spurgt til, hvilke indvirkninger det har for hele området, når man ændrer på udformningen af en så central indfaldsvej som Roskildevej.

Vi har ikke fået nogle meningsfulde svar, og det milliondyre prestigeprojekt ser ikke ud til at øge sikkerheden væsentligt der, hvor mange fodgængere, løbere, børn og voksne krydser vejen.

Det ærgrer os, og man får desværre indtrykket af, at Frederiksberg Bakke-anlægget af en eller anden årsag skal hastes igennem. Og det er hverken til gavn for byen eller vores borgere.

Af Gunvor Wibroe (S), Lone Loklindt (RV) og Thyge Enevoldsen (EL)

Kommentarer