Livsstil og forbrug

Undgå fælderne, når du udlejer gennem Airbnb

Foto: Pixabay/InstagramFotografin

Det er langt fra alle boliger, der er godkendt til kortidsudlejning. Derfor har EjendomDanmark samlet en række gode råd til dig, der planlægger at leje din bolig ud gennem Airbnb, så den økonomiske gevinst ikke bliver et tab og et problem.

Sommerferien er højsæson for udlejning af boliger, og særligt platformen Airbnb får danskerne til at kortidsudleje deres boliger, når de selv er på ferie i det danske land eller under varmere himmelstrøg. Men er udlejningen ikke godkendt af udlejer eller i foreningens vedtægter, er det ulovligt, og det kan få alvorlige konsekvenser alligevel at gøre det

Boligtypens betydning

Interessen for privat boligudlejning er kun vokset de senere år. Mange danskere udlejer deres boliger gennem platforme som Airbnb, der faciliterer kontakten og lejemulighederne for rejsende fra hele verden.

Hvis man ønsker at leje sin bolig ud af den kanal, kan ens boligtype dog være afgørende for, om det overhovedet er lovligt at gøre det.

”Der gælder forskellige regler alt afhængig af, om du bor til leje, bor i en andelsboligforening eller har en ejerlejlighed i en ejerforening. Derfor er vores klare anbefaling, at man altid tjekker op på, om ens udlejer eller forening accepterer udlejning – herunder korttidsudlejning,” siger Thit Topsøe-Jensen, som er juridisk chefkonsulent i EjendomDanmark.

Må du kortidsudleje din bolig?

Bor du i en lejebolig, skal du altid have tilladelse fra din udlejer. Har du ikke det, kan du risikere, at dit lejemål ophæves, og du står uden bolig.

I andelsboligforeninger er det oftest ikke tilladt at korttidsudleje, medmindre der er åbnet for det i vedtægterne. Ejerlejligheder kan derimod i udgangspunktet altid korttidsudlejes i et vist omfang, medmindre der er et forbud eller en begrænsning heraf i vedtægterne. Du skal altså sikre dig, at vedtægterne giver mulighed for kortidsudlejning.

Hyppighed og ansvar

Har du tilladelse fra udlejer eller foreningen til at udleje din bolig, er der stadig en række punkter, som du skal være opmærksom på.

Der er begrænsninger for, hvor meget du må leje din bolig ud. Lejer du eksempelvis din bolig ud flere gange efter hinanden, flere gange over en kort årrække, eller lejer du et værelse ud til turister hen over hele sommeren, begynder udlejningen at få karakter af hoteldrift, hvilket ikke er lovligt i beboelsesforeninger.

Derudover skal du huske at udarbejde en skriftlig lejekontrakt og tjekke, hvordan din egen forsikring dækker i tilfælde af tyveri eller skade på dit indbo. Airbnb’s værtsgaranti dækker eksempelvis ikke kontanter, værdipapirer og skader opstået på delte eller fælles områder.

”Eftersom det er dine lejere, og du har lukket personerne ind, er det dig, der er ansvarlig for skader og gener på ejendommen over for de andre beboere, udlejer eller foreningen,” påpeger Thit Topsøe-Jensen, som også pointerer, at det altid er en god idé at forhøre sig hos eksempelvis Airbnb, om hvordan man er beskyttet som Airbnb-udlejer.

Det bør du være opmærksom på:

  • At du måske slet ikke må udleje din bolig. Hvis du bor i en lejebolig, skal du have tilladelse fra udlejer, og hvis du bor i andelsbolig- eller ejerforening, skal du tjekke vedtægterne.
  • At du ikke er fuldt forsikret gennem Airbnb. Der er eksempelvis ikke dækning på kontanter og værdipapirer, mens smykker og kunstværker kun dækkes i begrænset omfang.
  • At lejeaftalen bør indgås på skrift.
  • At du, der bor i lejligheden, er ansvarlig for dem, du giver adgang til ejendommen og din bolig.
  • At korttidsudlejninger kan skabe utryghed blandt de øvrige beboere i etageejendomme, da beboerne ikke kan vide sig sikre på, hvem deres nabo er, og hvem der bor i opgangen.

Kommentarer